Det er næsten for godt til at være sandt, men det er det altså ikke.
Når man møder Lotte Damsgaard Mortensen (49), dramalærer på Aalborg Kulturskole er man slet ikke i tvivl om, at Lotte er mere end en netværksperson for Malaz (20) fra Syrien. Man kan tydeligt mærke, at Malaz føler sig hjemme hos familien Damsgaard Mortensen, og jo mere man snakker med de to, forstår man, hvad de betyder for hinanden. Familie som består udover Lotte af manden Jens, datteren Marie, sønnen Karl og hunden Bibiñe, og selvom det oprindeligt var Lotte, der kastede sig ud i netværksarbejdet, er Malaz på rekordtid blevet en vigtig del af familien.
Det hele startede i august sidste år, da Lottes søn flyttede hjemmefra. Hun følte nu, at muligheden var der til, at hun kunne bruge tid på at engagere sig i frivilligt arbejde og bruge sin erfaring som lærer til at hjælpe et ungt menneske.
Lotte fortæller, at hun faktisk haft et vist forbehold mod at stå frem med deres fælles historie, fordi den netop er meget præget af succes, og at den derfor kan fremstå særlig unik. Hun mener, at de i familien har været rigtig heldige i deres match, hvor Malaz hurtigt blev en naturlig del familiens liv og hverdag:
– Der skal ske noget meget, meget drastisk for at vi dropper kontakten, virkelig. Du er vitterlig blevet en del af familien – som hun siger til Malaz. Hun har det faktisk sådan, at hun ikke kan forestille sig et liv uden Malaz.
Malaz opdagede meget hurtigt, at Lotte valgte at gå ind i deres relation uden forbehold og med tillid.
I efterårsferien sidste år, knap to måneder efter deres første møde, spurgte hun Malaz, om han ville passe Bibiñe og gav ham nøglerne til huset og bilen, mens familien var på ferie. Lotte forklarer, hvordan Malaz blev helt overrumplet af denne meget åbne og gæstfrie invitation.
– Han sagde ligefrem ”Hvordan kan i byde mig ind, jeg er jo en fremmed, altså hvordan kan I tilbyde, at jeg kan bo her ?”, fortæller hun smilende.
Hun fortæller også, at Malaz allerede efter deres første møde sendte en SMS samme aften med teksten: ”Tak for i dag, og jeg har ikke haft den her følelse i meget lang tid”. Sådan en lille ting gør det hele værd at være netværksperson.
Et af de største motiver for at blive netværksperson er i Lottes øjne, at man får lov til at få den personlige historie bag mediernes beretninger om integrationsproblemer, flygtningestrømme og krigen i Syrien.
– Når man så har sin egen historie, den nære historie – det giver en rigtig, rigtig god modvægt i forhold til de her ting, og jeg synes virkelig, at det er det her med at gå med til at mødes eller tage den her snak, give et knus eller sørge for at der kommer noget ordentlig mad indenbords – det kan gøre en kæmpe forskel, understreger Lotte.
I starten var deres relation også mere præget af behovet for praktisk hjælp fra Malaz´ side, forklarer Lotte.
– Jeg kan huske, at det var sådan noget med de der breve, fordi du skulle til en undersøgelse på hospitalet – så der sådan nogle helt konkrete ting, hvor ”prøv lige at kigge, vil du ikke hjælpe mig? – husker hun tilbage her lidt over et år efter.
I dag skal der ikke hjælpes helt så meget mere, og relationen er til gensidig glæde.
Malaz er ansat som arbejdsmand i Lottes mands ingeniørfirma, som han har med en partner og har dermed fået en indgang til det danske arbejdsmarked på grund af familiens følelse af fælles ansvar.
– Dine kontakter som netværksperson ofte uundværlige, Dit danske netværk kan måske have lyst til at give en hjælpende hånd, hvis du vælger at spørge, som hun siger.
Lotte oplever selv, at der er så meget gensidighed, fælles hjælpsomhed og skæg og hygge ved at være netværksperson for en ung mand fra en anden kultur og fra et andet land.