Det er ikke nemt at være i et nyt land, uden familien og uden at kende hverken sprog eller kultur.

Det kan 22-årige Dalmar fra Somalia skrive under på, og derfor er han også mere end villig til at lægge ansigt til at være et eksempel på en flygtning, med behov for netværksrelationer i Aalborg.

– Det er svært at blive integreret, når man kommer her, fordi man skal lære sproget og lære at tage den danske kultur til sig. Man bliver nødt til at have en, der kan hjælpe en med at komme rundt i byen og lære Aalborg at kende. Derfor vil jeg gerne have en netværksperson, siger Dalmar som har boet i Aalborg i et halvt år.

– En af de ting, som ofte fylder meget i ens hoved som ny medborger fra et andet land, er de sproglige vanskeligheder, så muligheden for at blive bedre til at snakke dansk har derfor Dalmars førsteprioritet, når han får sig en netværksperson.

– Jeg håber, der er en, der vil øve sproget med mig, og vi kan lære en masse ting om hinanden, siger Dalmar som selv håber at kunne byde ind med førstehåndsviden om Somalia.

For Dalmar bygger en netværksrelation netop på det gensidige møde, hvor begge parter bidrager til det gode venskab, og han ved, at I vil have meget at byde ind med hver især

– Jeg tror på, at når vi bruger tid sammen, vil vi kunne lære mange ting af hinanden. Jeg vil kunne lære jer om min kultur, og hvordan vi laver mad. Der er rigtig meget, som vi kan lære af hinanden.

Hans bud på hvor ofte man skal mødes som netværksrelation, er egentlig bare, at man mødes engang i mellem i sin fritid og laver nogle ting sammen i fællesskab.

– Når vi har fri, vil jeg gerne mødes og have det sjovt sammen. Måske har vi begge travlt med skolen, og måske har min netværksperson travlt med sit arbejde eller sine studier på universitetet, men så længe vi kan mødes, når vi begge har tid, vil det være fint, forklarer han.